www.michaelarosenkrantz.org

Kunne nye rør måske hjælpe denne hæderkronede læreranstalt ind i det nye årtusind?

Så lykkedes det min gode ven Ronnie, at komme ind som redderelev.

Jeg ville bare fortælle alle, der stikker næsen forbi denne blog, at ens drømme kan blive til virkelighed. Efter mange års forberedelse; håndværker, førstehjælp og hjertestarter instruktør, dykkerinstruktør m.v kan han nu snart skrive ambulanceredder på visitkortet.

Et kæmpe “way to go” herfra… og måske en lille reminder til os andre om ikke, at forlade banen, før dommeren har fløjtet kampen af.

Med venlig henvisning til kommentaren på nedenstående blog-indlæg, må det være på sin plads at informere læserne lidt mere dybtegående, om en af de mere ukendte ismer. Nemlig onkelismen. Onkelismen, er som grundbegreb, en isme der forholder sig til evnen til, og kunsten af, at være onkel. Her skal det lige indskydes at ismen som sådan er co-ed. Dvs at den er kønsneutral og bruges om både onkler og tanter. Onkelismen er en kunstform. Intet mindre. Hvornår kan vi lære poden et sjovt ord? Hvor meget slik kan der stoppes i barnet uden forældrene opdager det? Hvor meget støtte kan man yde barnet i en forældrekonflikt, uden at forældrene bliver mopsede? Og er vi egentlig ikke lidt ligeglade med om forældrene bliver mopsede overhovedet? Som en af onkelismens “Grand Old Men”, vores egen Doktor Judo, så interessant påpeger, er det vores pligt, at lære barnet kunsten af et “znappy kombak” (på tysk “znappy kombak). Et ZK er vejen til succes, vejen ud af konflikter, vejen frem og vejen til den ypperste top. Kan man mestre et Znappy Kombak, er vejen brolagt med humoristiske fremskridt. Når man så tilføjer charme, som alle børn i undertegnedes omgangskreds, jo er fyldt med, er der kun mulighed for fremgang. Så næste gang dit barn siger “skal du have noget kølle din døde rotte”, er det et tegn på at dets mentale udvikling kører i 5. gear. Vi siger tillykke herfra.

Mine ærede læsere. Her er hun så. Navnløs, lille og sulten. Min kære venindes nyfødte datter. Hun knirker, spiser og sover. Hendes storebror, på snart tre år, vil meget gerne vise hende sin løvefilm, men trunten er aldeles ligeglad. Jeg har ikke selv børn, ikke engang nogen søskende, men efter 32 års venskab, har jeg opnået moster-status for Lines børneflok. I går sad jeg og legede med modellervoks sammen med Silas i 1½ time. Måske er jeg også ved at være voksen. Synes pludseligt at det er givende at være sammen med børn. Selv lille-trunten, som ellers i sagens natur, ikke har de helt store ting at byde på endnu. Men det kommer vel. De fleste jeg omgåes har fået børn. Enten ved egen avl, eller ved sammensmeltning af husholdninger. Måske får jeg også de lyster en dag? Indtil videre må jeg “nøjes” med de unger som mine venner kan bidrage med. Men de er, uden undtagelser, også utroligt kære

Her er et lille billede af hende. Hun ligner sikkert alle andre nyfødte, og dog?! Jeg må spørge ude på interwebben; Ligner alle  nyfødte hinanden? Eller er det kun de gamle barnløse tanter der har den tanke? (Og hvorfor er det egentligt så upopulært når vi lærer jeres poder at sige “røvgevir”?)

Min ideologiske gudfar, The Swedish Chef, bør nu være så langt i forberedelserne til primærvalget, at han kan offentliggøre sit kandidatur. Hvad han går til valg på, må forblive en hemmelighed, men et er sikkert:

THE SWEDISH CHEF FOR PRESIDENT!

Det er ingen hemmelighed, at der i det danske sundhedsvæsen, forekommer nogle uhyggeligt lange ventelister. En ellers hemmeligholdt rapport viser, hvor grelt det egentlig står til. Nedenstående liste er et uddrag af føromtalte kommunike:

Patienter der kan forvente at blive indkaldt til operation i første kvartal af 2008:

1) Brokpatienter henvist i årene1916-18

2) Patiener med akutskader fra slaget på Reden

3) Patienter med arbejdsskader opstået ved brug af flinteredskaber 

4) Hæmoridepatienter med endetallet 10

OBS! Patienter fra Den Sorte Død bedes tage to Panodiler og holde sengen. I skal ikke blive glemt!

Well, nuff’ said

Nu har jeg det! I årevis har mine nærmeste venner klantret mig for at være en uudtømmelig kilde til fun-facts og ubrugelig paratviden. Der har stort set ikke været det emne jeg ikke har en eller anden form for viden om. Men det skal være slut nu. Jeg har nu været en tur inde i eftertænksomhedens marginale grænseland, og har fundet ud af følgende; Jeg aner absolut intet om formstøbt plastic! Jeg ved så lidt om det at jeg ikke engang er i stand til at lave jokes om emnet… Desuden er min interesse på området så lille, at jeg ikke engang gider at lave nogen form for research. Så her er udmeldingen, mine damer og herrer… JEG ER EN FORMSTØBT PLASTIC IGNORANT!!!

Jeg ved, stort set, noget om alt. Kvadratroden af 841 er 29. Kierkegaards “Forførerens Dagbog” kan delvis betegnes som en imaginær selvbiografi. Det er en vandrehistorie, at man ikke må gå i vandet, før en time efter at man har spist. Listen er uendelig. Men en ting jeg aldrig har fattet er; Hvordan kan jeg, som er et forholdsvis begavet menneske, være så geografisk udfordret, at det er en gåde hvordan jeg overhovedet kan finde hjem… Det er lige lykkedes for mig, at få en mental nedsmeltining midt på Enghave Plads, fordi jeg vidste at Madvigs Allé var spærret for gennemkørsel, og jeg ikke anede hvordan jeg skulle komme ned til Gammel Kongevej… 32 år i København… Anyone? (Og ingen smarte kommentarer fra Michael Hove, tak. Han er ihvertfald min ligemand, når det kommer til, at køre ud af koordinaterne…)